Nyheder

Gymnasieeleven, der svømmer mere end han går

Den bedste i Norden

Mikkels veltrænede krop bevidner, at han bruger utallige timer i sportens tegn. ”Jeg svømmer 10 km. om dagen. Det vil faktisk sige, jeg svømmer mere end jeg går”, griner Mikkel, der hver dag har to træningspas.

De mange timer i svømmehallen er godt givet ud. I 2018 vandt han nemlig DM i 200 og 400 meter fri. Succesen stopper dog ikke der, for Mikkel har også hevet 2 guldmedaljer hjem til de Nordiske Mesterskaber.

Med stolthed i stemmen fortæller Mikkel også, at han ligger godt i svinget til at komme med til selveste OL i Tokyo, der løber af stablen i 2020. Han er nemlig udtaget til et kravtidsstævne, hvor det gælder om at vise, at han er hurtig nok til at komme med. 'Det kan være 100-dele af et sekund, der afgør, om jeg skal til OL. Når det er så små marginaler, der har betydning, træner jeg fokuseret og meget. Hvis jeg træner lidt mere end mine modstandere, bliver jeg forhåbentlig lidt hurtigere”, lyder det fra svømmeren. 

”Vores mange idrætsudøver opnår flotte sportslige resultater, mens de tager deres studentereksamen. Det er netop muligt, fordi vi tilbyder studieretninger, der tager højde for, at eliteidrætten fylder meget. Du skal med andre ord ikke være bange for, at du kommer til at halte bagud hverken fagligt eller sportsligt”, tilføjer uddannelsesleder Jesper Heiberg.

IMG_1893.JPG

Mikkel Gadgaard, elitesvømmer og elev på Rybners Gymnasium 

Svømning og livet som gymnasieelev på Rybners

På Rybners gymnasium kan du enten være Team Danmark-elev eller på EsbjergOrdningen. Når hjertet banker for sport, har det mange fordele. Man kan tage sin studentereksamen på 4 år, så der er mere tid til træning i hverdagen, få supplerende undervisningstimer ved fravær, få en buddy-ordning, hvor en kammerat tager noter og ikke mindst få støtte og vejledning ved skolens idrætsmentor. Der er altså optimale rammer for elever, der dyrker idræt på højt plan. Uddannelsestilbuddet er da også attraktivt for mange unge. I øjeblikket har vi 115 eliteidrætsudøvere.

Mikkel oplever stor forståelse blandt både klassekammerater og lærere. Det har aldrig været et problem at få afleveringer udsat og han føler sig ikke uden for socialt. Fester har en tendens til at fylde meget i gymnasieelevers fritid, men kammeraterne kan sagtens sætte sig ind i, at alkohol og eliteidræt ikke går særlig godt i spænd. ”Jeg ved, hvad alkohol gør ved min krop, så jeg holder mig ædru til de fleste fester”, lyder det fra den ambitiøse svømmer. På trods af et stramt program prioriteres sociale arrangementer. ”Fredagscaféer starter kl. 13, så jeg kan lige være med et par timer, før svømmetræningen starter kl. 15”, fortsætter Mikkel.

IMG_1957.JPG

Eliteidrætssvømmere fra Rybners Gymnasium til fredagstræning. Første række fra venstre: Embla sol, Jakob Mose, Tobias Bostróm, Christian Holm og Mikkel Gadgaard. Bagerste række fra venstre: Martin Abel, Thilde Timmerman, Ellen Nielsen og Magnus Høgild.

Fremtidsudsigterne ser lovende ud

På trods af, at Mikkel brænder for sin sport, er han klar over, at den er svært at leve af – i hvert fald i Danmark. De fleste svømmere har et job ved siden af. Det lyder dog ikke helt til, at svømmehuden mellem tæerne forsvinder foreløbig.

Efter studentereksamen er i hus i 2020, er planen at få fingrene i et scholarship i USA, så han endnu engang får muligheden for at få elitesport og uddannelse til at gå op.