Nyheder

Ti politikere gæstede Rybners til valgarrangement

Klimaproblematikken var et af omdrejningspunkterne i politikernes peptalk. En af mange de mange spørgelystne gymnasieelever spurgte ind til, om man skal pjække, når der fx er klimastrejke, som der for nyligt var i Esbjergs bymidte.

På trods af, at der var bred enighed om, at klimaproblematikken er et vigtigt emne, var der langt fra enighed om, at man skal pjække fra skole for at vise sit engagement.

Henning Hyllested (Ø) svarer et klokkeklart ja til at man skal pjække for at støtte op om sådanne tiltag. Ulla Tørnes (V) er dybt uenig og slår fast, at man skal passe sin undervisning. Steen Holm Iversen (I) synes, at demonstrationer skal ligge uden for skoletiden, mens han udtaler ”I er den stærkeste kræft i forbindelse med klimaændringerne. Det er jer, der skal gå forrest”. Midt imellem finder vi Anders Kronborg (A), der siger, at man skal gøre, hvad man har lyst til.

Eleverne spørger også ind til de nye fraværsregler, der lyder på, at man får fuldt fravær, når man kommer fem minutter for sent til undervisning. Frederik Bloch Münster (C) mener, at der er for meget centralstyre, og at Rybners selv burde sætte deres fraværsregler. Af modsatte holdning er Steen Holm Iversen (I), der drager paralleller til erhvervslivet, hvor det heller ikke er legitimt at komme for sent.

I forlængelse af, hvem der er mest berettiget til at tage beslutninger, spørges der ind til den øremærkede barsel, som Enhedslisten er tilhænger af, men ikke vil have EU skal bestemme. Henning Hyllested (Ø) mener, at der er tendenser til en national overstyring, hvilket Steen Holm Iversen (I) tilslutter sig. Karin Rohr Genz (Å) er af en anden opfattelse og understreger, at EU er det rette sted at træffe beslutningen, da der skal være fælles rettigheder i Europa.

Sidst men ikke mindst handlede debatten om flygtninge. Skal de sendes tilbage, når der ikke længere er fare i hjemlandet? Det mener Ulla Tørnes (V), hvorimod Steen Holm Iversen (I), der vil have alle kriminelle udlændige ud af landet, slår fast, at der er plads til dem, der er selvforsørgende. 

IMG_2434.JPG

Det samlede felt af deltagende politikere:


A - Socialdemokratiet

Anders Kronborg

B - Radikale Venstre

Nanna Dreyer Nørholm

C - Det konservative Folkeparti

Frederik Bloch Münster

D - Nye Borgerlige

Jan Køpke Christensen

I - Liberal Alliance

Steen Holm Iversen

F - Socialistisk Folkeparti

Mikkel Ammitzböll

O - Dansk Folkeparti

Susanne Dyreborg

V - Venstre

Ulla Tørnæs

Ø - Enhedslisten

Henning Hyllested

Å - Alternativet

Karin Rohr Genz